I Reykjavik på Island bor en mand med store visioner. Det er Orri Vigfusson, født og opvokset med fisk under barndommen i Siglafjordur på Islands østkyst. Siden 1942 har hans familie blandt meget andet beskæftiget sig med fisk – ikke mindst silden, som bliver ekstra stor og fed heroppe højt mod nord. Idag er Orri tilligemed Islands eneste og største producent af højkvalitets vodka!
Har fisk og fiskeri således været Orri’s levevej siden barndommen, så er de også blevet hans hobby i de senere år. I 1966 fattede han nemlig interesse for at fiske laks med stang og line – en noget prestigebetonet hobby blandt islændinge – og den hobby har i meget høj grad præget hans dagligdag lige siden.
Hans kones familie havde og har nemlig en strækning af den berømte Laxá i Adaldalur nær Husavik på nordøstkysten – “Big Laxá”, som den også kaldes til forskel fra de mange små Laxá’er, der findes rundt omkring på Island. Laxá i Adaldalur er nemlig en af de få elve her, som regelmæssigt kaster andet end grilse (laks med kun ét havår på bagen) af sig. Her landes der lige så mange 5-10 kg’s laks som 2-3 kg’s grilse, og det alene giver elven en særstatus.
I 1985 blev Orri Vigfusson så den nye formand for Laxá i Adaldalur foreningen, der råder over det meste af dette Islands vel nok mest attraktive fiskevand – det vil sige den nedre, lakseførende del. Opstrøms faldet og op til søen Myvatn huser elven kun ørreder.
Med dynamiske Orri som formand skete der ting og sager. Man begyndte at tænke i storstilet fiskepleje – i udsætning af først lakseyngel og siden udvandringsklare smolt. I 1987 satte man således 8.000 styk smolt ud, som var “micro-tagged” med små metalstykker i næsen. Dertil afklippede fedtfinner, så man straks kunne genkende de mærkede fisk.
1988 blev et godt lakseår med genfangst af store grilse på helt op til 4 kg – en fornem tilvækst efter kun en enkelt vinter i havet. Disse resultater viste, at man var på rette spor, og samme år udsattes derfor yderligere 10.000 mærkede laksesmolt. I 1989 havde man problemer med sygdom i opdrættet, og det blev derfor kun til nogle få tusinde udsatte fisk. Bedre gik det i 1990, hvor hele 20.000 smolt kunne stikke til havs fra Big Laxá, og i 1991 toppede udsætningerne med ikke mindre end 33.000 styk.
Truslen…
Imidlertid lurede der en slange i Orri’s lakseparadis, nemlig det nystartede færøske højsøfiskeri efter laks i Nordatlanten. Et fiskeri, som for alvor tog fart i 1979, og som især toldede på de større fisk, der tilbringer mere en én vinter i havet før kønsmodningen. Et fiskeri, som derfor var specielt skadeligt for laks fra Orri’s egen Laxá i Adaldalur, hvor jo halvdelen af laksene bliver ude i havet et år ekstra.
En rapport fra det islandske Institut for Ferskvandsfiskeri konkluderede i 1989, at det færøske laksefiskeri måske reducerede antallet af hjemvendende store laks med op til 24%! Et skøn, som var baseret på rapporterede genfangster af mærkede, “micro-tagged” laks fra højsøfiskeriet i færøsk farvand.
Endvidere fortalte de udførlige fangstrapporter fra Big Laxá selv, at antallet af store laks i perioden 1979-81 var 27-36% mindre end statistisk forventeligt. En nedgang, der svarede betænkeligt nøje til stigningen i de færøske laksefangster i samme periode – fra 51 til hele 718 tons!
Alt dette fik Orri til at tænke grundigt over tingene. Det var simpelthen ikke rimeligt, at færingerne skulle høste en så uforholdsmæssigt stor del af de islandske anstrengelser, mente han.
Ideen…
Som islænding var Orri Vigfusson vant til at tænke i fiskekvoter, som jo meget ofte handles internationalt. Én nation kan således opkøbe en anden nations kvote for en given fiskeart i et givet område – typisk for en pris, der svarer til 10-15% af fangstens handelsværdi.
– Hvorfor så ikke helt enkelt opkøbe færingernes laksekvote, som hvert år fastsættes af NASCO – en international organisation bestående af lakseførende lande omkring det nordlige Atlanterhav? – Hvorfor ikke købe færingerne ud og dermed sikre, at flest mulige laks når tilbage til Island igen?
Der var ikke langt fra tanke til handling. Orri tog straks kontakt til sine mange laksefiskende og indflydelsesrige venner på begge sider af Atlanten og forelagde dem sin idé.
– Great idea, but impossible… Sådan lød svaret fra Atlantic Salmon Foundation i USA og Canada.
– Excellent idea, but can’t be done… Sådan svarede den engelske Atlantic Salmon Conservation Trust. De tilføjede dog, at hvis Orri fik færingerne til forhandlingsbordet, ville de straks gå i gang med at samle penge ind til deres del af opkøbet.
Forhandlingerne…
Orri Vigfusson gik på med krum hals – rejste rundt fra land til land, fra møde til møde, for at samle tilslutning til sin idé. I oktober 1989 havde han så det første famlende møde med færingerne i Torshavn – med repræsentanter for de 26 både i sammenslutningen “Laksaskip”.
Her fortalte Orri dem, at sagen var vigtig for Island, som jo har en storstilet sportsfisketurisme baseret på netop laksen. Og at denne turisme nu truedes af det færøske fiskeri på laksenes opvækstpladser i færøsk territorialfarvand. Af denne grund forbød man allerede i 1932 enhver form for garnfiskeri efter laks i havet omkring Island.
Færingerne var ikke totalt afvisende, og det gav Orri yderligere blod på tanden. I december 1989 blev der så afholdt et historisk “Salmon Summit” i Oslo – et “topmøde” med repræsentanter fra de involverede lakseførende lande, nemlig Canada, USA, Storbrittanien, Norge, Sverige og så naturligvis Island.
På dette topmøde grundlagdes “Committee for the Purchase of Open Seas Salmon Quotas” – Komitteen til Opkøb af Lakserettighederne på Åbent Hav” – og man gav Orri Vigfusson mandat til at forhandle med færingerne på alles vegne.
I januar 1990 gik Orri så til forhandlingsbordet med færingerne. De fleste af “Laksaskip”s medlemmer var positive, men 5-6 både stemte imod. Det blev derfor vedtaget at finde en uvildig mægler, som fik til opgave at finde frem til en retfærdig pris for den færøske laksekvote på 550 tons årligt.
I mellemtiden var der kommet en ny færøsk regering, og det trak naturligvis tiden ud. Men i april 1991 foreslog så den færøske mægler en pris på 27% af laksenes handelsværdi – en pris, som alle parter kunne acceptere. Aftalen blev derfor underskrevet den 17. april 1994. Nu manglede kun pengene…
Pengene…
Prisen for den færøske laksekvote blev rundt regnet 700.000 US$ om året i 1991, 1992 og 1993. De små 5 mio. danske kroner skulle fordeles landene imellem i forhold til deres respektive andel af fangsten af mærkede laks under det færøske laksefiskeri. Fordelingsnøglen mellem de involverede nationer blev som følger:
- Norge: 55%
- England: 22%
- Irland: 17%
- Island: 6%
I England anslår man, at opkøbet af den færøske laksekvote i sig selv vil betyde, at yderligere 25.000 laks vil kunne vende uhindret tilbage til de engelske vandløb for at gyde. Regner man lidt på det, når man frem til, at hver enkelt voksen laks her står i omkring 40 danske kroner.
Pengene skulle og skal udredes af lodsejerne i de pågældende lande – altså af ejerne af de forskellige lakseelve. Dette kunne eksempelvis gøres ved at lægge en ekstraafgift på fisketegn og -kort. Med hjælp fra den islandske regering, som hele tiden havde bakket op om projektet, etableredes North Atlantic Salmon Fund – i daglig tale blot kaldet NASF. Fondens opgave er at samle pengene sammen til opkøb og betaling af kvoterne.
Det viste sig imidlertid at være meget vanskeligt at få de respektive lande til at betale det, de havde forpligtet sig til. Nu senest er der endda forlydende om, at Norge officielt er ved at trække sig ud af aftalen – trods det faktum, at de færøske laksefangster for 55%’s vedkommende består af norske laks.
Men selvfølgelig – kan man få andre nationer til at betale for de norske laks, så er det selvfølgelig meget mere bekvemt… Nu har man i stedet fået problemet flyttet ind i norsk territorialfarvand – ind i fjordene, hvor laksene så i stedet tages i dybt satte “makrelgarn”! Resultatet er blevet en utroligt dårlig opgang og en uhyre negativ PR for norsk laksefiskeri, som ellers gennem årene har pumpet mange, mange millioner kroner i Norges nationaløkonomi.
Laksepengene blev imidlertid skaffet til veje alligevel – til tider nærmest halet ud af skyldnerne, til tider betalt fra Island med Orri som personlig kautionist, så tidsfristerne ikke blev overskredet! Og da de tre første år var udløbet, blev det videre opkøb genforhandlet – nu til 790.000 US$ årligt i 1994, 1995 og 1996. Laksene er således sikret en fri opvækst i færøsk farvand i også de næste tre år – hvis altså pengene falder til tiden…
Grønland
Nordamerikanerne, som jo sidder inde med mere magt og flere penge end de fleste, havde ingen direkte interesse i Orri Vigfussons opkøb af den færøske laksekvote. Ingen eller kun uhyre få nordamerikanske laks svømmer nemlig helt til Færøerne for at fouragere.
Alligevel har amerikanerne lige fra starten bakket helhjertet op om Orri’s ideer vedrørende opkøb af laksekvoter på Nordatlanten – vel vidende, at hvis først færingerne blev købt ud, så var vejen banet til et opkøb af også den grønlandske kvote. Og den har nordamerikanerne virkelig interesse i. Ikke mindre end 50-60% af laksene i Davisstrædet mellem Canada og Grønland stammer nemlig fra Nordamerika – de øvrige 40-50% er europæiske.
I Nordamerika er fiskeriet efter laks en veludbygget virksomhed med en kolossal omsætning. Her er der virkelig arbejdspladser og skattekroner at hente. I Canada har man derfor begyndt et storstilet opkøb af garnlicenser – et opkøb, der vil koste staten millioner af kanadiske dollars. Således budgetterer man med at bruge 24 mio. dollars alene i provinsen Quebec, 21 mio. i Newfoundland og 15 mio. i New Brunswick – penge, der ubeskåret skal gå til opkøb af lakserettighederne og sideløbende udbygning af sportsfiskeriet.
Amerikanerne så derfor store muligheder i at opkøbe den grønlandske laksekvote. Det ville jo betyde, at langt flere laks end hidtil ville vende tilbage til ikke mindst de canadiske elve. Og det ville igen betyde en øget omsætning sportsfiskeriet.
“Laksekrigen”
Amerikanerne havde tidligere måttet kæmpe for deres laks. Det var tilfældet, da man i 1960′erne fandt frem til den første af laksenes opvækstpladser langt til havs, nemlig farvandet mellem Grønland og Canada. Det var dygtige danske fiskere, der fandt frem til fiskene, men det var ikke-danskfødte laks, de fangede! Bådene stammede for en stor dels vedkommende fra Bornholm, hvor man jo var vant til at fiske Østersølaks langt til havs. Man havde således teknikken i orden.
Det danske højsøfiskeri greb hurtigt om sig og nåede snart et omfang, der fik flere lakseførende nationer til at råbe vagt i gevær. – Skulle lille Danmark, som for længst havde lagt sine egne laksevandløb øde, virkelig have lov til at brandskatte alverdens vildlaks på opvækstpladserne i Davisstrædet?
Efter en international krise, hvor blandt andet sangeren og laksefiskeren Bing Crosby råbte højt, og hvor den danske stat endog blev truet med handelsboykot, blev så dette fiskeri bragt til ophør til stor lettelse for de lande, hvis laksebestande havde lagt ryg til højsøfiskeriet. De fastboende grønlændere har dog stadig lov at inddrive en vis “græsningsafgift” i form af en lille fiskekvote. Det er jo trods alt i grønlandske vande, laksene æder sig store.
Diplomati på højeste plan
NASCO har i de seneste år ikke kunnet blive enige om en laksekvote til Grønland. I det hele taget har NASCO ikke fungeret efter hensigten, men er kørt fast i papirarbejde. Resultaterne er derfor udeblevet.
Til gengæld har den manglende kvote ikke betydet noget i praksis. Der har nemlig været så få laks ved Grønland på det seneste, at man slet ikke tilnærmelsesvis har kunnet opfiske den gamle kvote på 840 tons. Årsagerne er mere eller mindre ukendte, men der gættes på svingninger i havets overfladetemperatur, overfiskning af laksenes fødeemner (erhvervsfiskeriet efter de såkaldte “skidtfisk” til fiskemelsindustrien) samt en stor smolt-dødelighed ved udvandringen.
En anden mulig forklaring er, at den store og støt voksende bestand af sæler i Nordatlanten tolder hårdt på de voksne laks. Faktum er imidlertid, at der mangler laks ved Grønland.
Det var Orri Vigfusson ikke sen til at udnytte. Han pendlede således frem og tilbage mellem Reykjavik, Island og Nuuk, Grønland for at forhandle med det grønlandske Hjemmestyre og den grønlandske fangerorganisation, KNAPK. Udgangspunktet var, at de grønlandske fangere ikke blot skulle kompenseres økonomisk for de manglende laksefangster. De skulle også hjælpes med alternativ beskæftigelse.
De grønlandske fangere var dog ikke glade for at skulle sælge ud af deres rettigheder til de grønlandske ressourcer. Men efter pres fra forskellig side – ikke mindst USA – indgik man en aftale for foreløbig to år – 1993 og 1994 med mulighed for yderligere en 3-årig forlængelse.
Pris på denne aftale er 850.000 US$ for de første to år plus diverse andre kompensationer. Ialt 1,2 mio. US$. Heraf har National Fish and Wildlife Foundation lovet at betale 500.000 US$, som allerede er på den amerikanske finanslov. Som et godt eksempel for Norge, der jo tilsyneladende påtænker at løbe fra de indgåede aftaler om betaling…
Vigfusson og vennerne
Hvor embedsmændene i NASCO spillede fallit, lykkedes det altså Orri Vigfusson og hans private fond at skaffe resultater. Nu regner englænderne med, at yderligere 200.000 voksne laks vil kunne vende tilbage til de engelske vandløb for at gyde. Laks i tusindvis fra andre nationer vil ligeledes uhindret kunne vokse sig store og stærke i Davisstrædet – altsammen takket være en enkelt dynamisk person og hans geniale idé: Orri Vigfusson.
Den engelske tronarving og selv aktiv laksefisker, HRH Prince Charles of Wales, inviterede da også Orri Vigfusson til sit skotske domicil, St. James Palace, til overrækkelse af en fornem porcelænsskulptur af to store atlanterhavslaks. En hædersbevisning for det enorme arbejde, Orri har lagt i bevarelsen af netop atlanterhavslaksen.
Skulpturen kan ses i den ene af de to Tax-Free butikker i Keflavik lufthavn, hvor den er udstillet på ubestemt tid. Glemmes skal dog ikke de mange andre mennesker, der siden den spæde start i 1989 har bakket op om denne seje islænding og hans elskede laks! De tæller alt fra indflydelsesrige politikere over kendte sportsfolk til berømte fiskeprofiler.
Glemmes skal heller ikke den barske kendsgerning, at North Atlantic Salmon Fund alene i år skal udrede 1,6 mio. US$ (1992) til Grønland og Færøerne. Der er derfor al mulig grund til at bakke op om NASF og dens nystartede danske afdeling. Der er brug for hver en øre, og de går jo til det bedst tænkelige formål – flere laks til os selv!
