Dansk Videncenter for Sportsfiskeri har besøgt en af verdens største lystfiskerorganisationer, International Game Fish Association (IGFA), som har til huse i Dania Beach, Florida, USA. IGFA registrerer rekordfisk.
Alt er større i USA – landet, vandet og fiskene. Og samtidig er amerikanerne et folkefærd, der holder af at have styr på størrelserne. Dette til trods for, at de endnu ikke har fået indført det metriske system, men selv her i det tredje årtusinde stadig regner i tommer, fod, yards, grains, pounds og gallons – og mærkelige brøkdele heraf
Det kan man godt undre sig lidt over, men sådan er det altså, og amerikanerne klarer sig jo endda – opfandt den første atombombe, kom først til Månen og gravede Panamakanalen, da andre nationer havde givet op, samt mange andre imponerende ting.
Det var også amerikanerne, der “opfandt” det moderne lystfiskeri – som gjorde fiskeriet til en folkesport af de helt store. Indtil da havde lystfiskeri enten været forbeholdt børn og landsbytosser – eller det engelske aristokrati, der jo havde “opfundet” lystfiskeri som en sport på lige fod med jagt.
I begge tilfælde talte udøverskaren ikke mange mennesker, og nogen folkesport var der i hvert fald ikke tale om. Men det lavede amerikanerne om på – endda i en sådan grad, at lystfiskeri i dag årligt omsætter for over 250 milliarder danske kroner og danner grundlag for flere end 1,2 millioner fuldtidsjobs i USA.
Arbejdspladser og skattekroner
Intet under, at nordamerikanske politikere har stor respekt for lystfiskeriet – for de mange stemmer, arbejdspladser og skattekroner, som fiskeriet med stang og line indebærer.
Set i det lys er det heller ikke så underligt, at flere værdifulde sportsfisk i USA har fået status af “Game fish”, som ikke må fiskes kommercielt, men kun med stang og line. At fange disse fisk i garn ville simpelthen være spild af penge.
Det rekreative fiskeri med stang og line boomede for alvor i årene efter Anden Verdenskrig, men opblomstringen var så småt begyndt før krigen. Det var ikke mindst i staten Florida, at denne udvikling startede – og herfra, det siden spredte sig til andre stater og provinser i Nordamerika og Canada.
Flere steder er lystfiskeriet i dag “a multi-billion dollar business”, som tages endog meget alvorligt fra politikerside. Det gælder ikke mindst stater som Florida og Alaska, og det gælder hele området omkring De Store Søer på grænsen mellem USA og Canada. I Canada er det specielt den smukke stillehavsprovins British Columbia, der lokker lystfiskere fra nær og fjern.
Flere amerikanske præsidenter – senest Jimmy Carter samt både Bush Senior og Junior – har da også haft lystfiskeri som deres foretrukne fritidsbeskæftigelse. Et forhold, der bestemt har været medvirkende til at gøre dem populære i befolkningen og i sidste ende give dem præsidentposten.
Registrering af rekordfisk
I 1939 så “International Game Fish Association” – i daglig tale blot IGFA – så dagens lys. IGFA er en amerikansk organisation, som fastsætter regler for det moderne sportsfiskeris etik og moral.
Mest kendt er IGFA imidlertid for sin forvaltning af de internationale sportsfiskerrekorder. De er inddelt efter lineklasser, så hver enkelt lineklasse har sin egen rekordfisk.
Typisk er der klasser i alle de populære linetykkelser, som i USA er inddelt efter brudstyrke og ikke som her i Europa efter linens diameter. Hvor vi eksempelvis taler om 0.30 mm liner, taler man i USA om 10 lbs. liner. Altså liner med en brudstyrke på 10 pounds eller 4,5 kg.
Da vi i dag har mange forskellige slags liner af forskelligt materiale og forskellig tykkelse i forhold til brudstyrken, er den amerikanske inddeling mere logisk end den europæiske. Og i hvert fald den eneste rigtige, når man vil se på det sportslige aspekt – at det kræver mere af fiskeren at lande en styr fisk på en tynd line end en lille fisk på en tyk.
Rekorderne er inddelt efter, om de er sat ved konventionelt fiskeri – med fastspolehjul eller multihjul – eller ved rendyrket fluefiskeri. For sidstnævntes vedkommende gælder flere særregler, som skal være overholdt for at få godkendt en eventuel ny linerekord.
Linen under luppen
For alle lineklasser gælder det, at man sammen med tilmelding, vidneerklæringer om længde og vægt samt vellignende fotos også skal indsende et stykke af den anvendte line. IGFA undersøger så, hvilken lineklasse det drejer sig om.
Som europæer kan man undre sig over, at amerikanske lystfiskere finder det så vigtigt at registrere de største fisk fanget på de tyndeste liner. Ja, mange vil nok betragte det som regulært dyrplageri, for jo tyndere line man bruger, desto længere varer fighten af de store fisk jo uundgåeligt.
Men sådan er det altså i USA, og traditionen er da også ved at vinde indpas over den ganske verden, hvor lystfiskere jagter fisk for fornøjelsens skyld.
IGFA har for længe siden erkendt, at uden fisk ingen fiskere og dermed heller intet behov for organisationer som netop IGFA. I de seneste år har IGFA derfor engageret sig mere og mere i forskning og fiskeribiologi.
Ikke mindst de store Big Game fisk såsom tun og marlin har alle dage haft organisationens store bevågenhed. Disse fisk befinder sig jo i toppen af havets fødekæder og er derfor dem, der er mest sårbare for overfiskning.
Fisk og filosofi
Fiskere har ry for at være filosofisk anlagte, og IGFA har da også en klart formuleret filosofi:
“IGFA’s formål er baseret på troen om, at sportsfisk, erhvervsfisk og disses miljøer er økonomiske, sociale, rekreative og æstetiske værdier, som skal bruges fornuftigt og bæredygtigt. At sportsfiskeri er en vigtig økonomisk, social og rekreativ aktivitet, som befolkningen skal lære at dyrke på sportslig og bæredygtig vis.
Gennemsnitsfiskeren har ikke mulighed for, ej heller lyst til at forstå det komplicerede system, som administrationen af fiskerier og fiskebestande verden over drives efter. Han eller hun vil blot ud at fiske og fange nogle fisk. Derfor er det vigtigt, at en organisation som IGFA repræsenterer alle sportsfiskere og deres vitale interesser.
Det kræver meget arbejde, men hvem skal gøre det? I hvert fald ikke de 95% af verdens sportsfiskere, som ikke er organiserede eller medlem af en miljøorganisation. Det må i stedet de resterende 5%, som på de manges vegne må kæmpe for vandmiljøet og fiskebestandenes fortsatte eksistens.”
Såvidt IGFA selv og organisationens formålsparagraf, der på mange måder minder om Danmarks Sportsfiskerforbunds – blot er dimensionerne mange gange større “over here”.
Stor, større, størst
IGFA’s hovedkvarter ligger i Florida, hvor det moderne saltvandsfiskeri jo blev født. I byen med det danskklingende navn “Dania Beach” ligger hovedsædet, der indeholder et stort bibliotek med mere end 12.000 fiskebøger samt et imponerende museum.
IGFA’s hovedkvarter er at ligne med et gammelt fort, der har sin egen voldgrav. Ganske vist er der hverken drager eller andre farlige dyr i vandet, og ganske vist er det hele nybygget. Men der ligger alligevel en fuldt udstyret Big Game båd og vugger på de diminutive bølger i voldgraven – langt fra den blå Golfstrøm og det store ocean, som skibet oprindelig blev designet og bygget til. I hele Skandinavien findes næppe en fiskemaskine, der blot tilnærmelsesvis er så stor som denne “demobåd”…
Inden for murene kan man gå på opdagelse i lystfiskeriets historie – fra de ældste internationale aner til de nyeste nationale koryfæer, hvoraf enkelte endnu er “alive and kicking”. Flere af dem har sågar deres eget TV show – nationalt eller på cable TV.
Man kan også prøve, hvordan det er at fighte en virkeligt stor fisk – via en af centrets flere fightmaskiner, hvor man står med en fuldt rigget fiskestang og fighter en stor fisk på en skærm. Meget livagtigt, skulle vi hilse og sige. Linen fyger af hjulet, når man har givet tilslag og sat krogen!
Fundraising og fotodatabase
I hele verden findes der flere end 30.000 forskellige fiskearter, hvoraf naturligvis kun en brøkdel er interessante for lystfiskeren. Alligevel tæller disse sportsfisk flere hundrede arter, og mange af disse er stadig ikke behørigt registrerede på fotobasis.
IGFA har derfor gjort det til en del af organisationens erklærede formål at indsamle fotos af alle disse fisk og placere dem i en stor database, som alverdens fiskere kan logge sig på via internettet. Til stadighed efterlyser IGFA derfor vellignende fotos af manglende sportsfisk på databasen, som pt. rummer 27.800 arter, og som har 7 millioner hits hver måned!
Men ikke nok med det. IGFA har udvidet sine aktiviteter så kraftigt i de seneste år, at organisationen nu skal bruge mere end 50 millioner kroner indtil år 2007 for at kunne realisere de nye planer. Pengene kommer fra private sponsorer og fra store fiskekonkurrencer samt “fund-raising dinners” for velbeslåede medlemmer.
De mange penge skal blandt andet gå til uddannelse af ikke mindst unge sportsfiskere, så de kan drive deres hobby på etisk og moralsk forsvarlig vis. Pengene skal ligeledes bruges til at udbygge det nuværende Hall of Fame and Museum i Florida.
En tredje meget stor post på budgettet er projekter til bevarelse af marine fiskebestande – til bekæmpelse af erhvervsfiskeriet, hvor det går for hårdt til værks. Hvilket er stort set overalt. IGFA har derfor rigeligt at se til i de kommende år.
IGFA har naturligvis en hjemmeside, man kan besøge. Den har adressen www.igfa.org
Fotodatabasen ligger på webadressen www.fishbase.org
