Her på Dansk Videncenter for Sportsfiskeri (DVCS) i Randers har vi meget længe ventet på resultatet af Fødevareministeriets store undersøgelse om den økonomiske værdi af dansk lystfiskeri. En undersøgelse, som tidligere fødevareminister Eva Kjær Hansen nåede at sætte i gang, inden hun blev fyret af statsministeren. Inspirationen var ikke mindst en stor svensk undersøgelse over samme emne et par år tidligere.
Vi har efterspurgt en sådan undersøgelse i flere år – ja, faktisk har det været hele udgangspunktet for etableringen af DVCS og dets aktiviteter. I flere år har vi desværre måttet henvise til udenlandske undersøgelser, når der skulle sættes tal på værdien af dansk lystfiskeri og dansk fisketurisme. VisitDenmark formåede ikke at gøre noget ved sagen selv – trods de mange millioner skattekroner, der ellers hvert år tilflyder dem fra statskassen.
Men nu er undersøgelsen foretaget, og nu ligger resultatet klar til beskuelse og evaluering. Vi skal indledningsvis blot præsentere nogle af nøgletallene og vil siden komme med mere udførlige evalueringer af dele af undersøgelsen. – So stay tuned for more on this later!
Fødevareministeriet valgte rådgivningsfirmaet COWI A/S til at forestå opgaven i samarbejde med Fødevareøkonomisk Institut. De overordnede konklusioner af undersøgelsen er følgende:
Næsten hver femte voksne dansker har dyrket lystfiskeri inden for det seneste år. Det svarer til 616.000 mennesker og gør dermed lystfiskeri til en af de helt store fritidsaktiviteter i det danske samfund.
I international sammenhæng er andelen af lystfiskere i Danmark lavere end i lande som Finland og Sverige, hvor naturen er tættere på mennesket – men højere end i tætbefolkede industrilande som Holland og Tyskland. Vi ligger sågar et par procent højere end vore kolleger i USA, der må regnes som det moderne rekreative fiskeris moderland. Englænderne opfandt det, men amerikanerne udviklede og kapitaliserede det!
Den danske lystfisker er i gennemsnit på fisketur 10 gange om året, og han eller hun bruger i gennemsnit godt 4.000 kroner på sin hobby. Disse tal dækker dog over store forskelle de enkelte lystfiskere imellem. Fire ud af fem lystfiskere ville således gerne bruge mere tid på deres hobby – hvis ellers de kunne af hensyn til familie og arbejdsliv. Det kan mange vist nikke genkendende til?
Undersøgelsen opgør dansk lystfiskeris samlede økonomiske værdi til 2,85 milliarder kroner. Af disse dejlige penge betegnes 1,31 milliard som såkaldt “aktivitetsskabende forbrug” – forbrug, der direkte påvirker produktion og beskæftigelse i danske virksomheder. Resten af forbruget udgøres af moms og afgifter samt import og handel med brugt udstyr. Alt i alt bringer dette lystfiskeriet på højde med golfsporten, der jo normalt forbindes med velhavende mennesker, dyrt udstyr og mange penge i omløb.
Effekten på beskæftigelsen i forbindelse med dansk lystfiskeri anslås til 2.500 arbejdspladser, hvoraf godt 500 alene skyldes udenlandske fisketurister. Mest glæde har man ikke uventet af lystfiskeriet i Syddanmark – tilsvarende mindst i Norddanmark. Det er naturligvis afstanden til det store tyske marked, som gør forskellen.
Sammenlagt indkasserer den danske stat årligt 568 millioner kroner på skatter og afgifter afledt af lystfiskeriet i Danmark.