Det snart verdenskendte fynske havørredprojekt (oprindelig kaldet “Havørredeldorado Fyns Amt”, nu blot “Havørred Fyn”) rundede for nylig et skarpt hjørne: 25 år.
Det er en ualmindeligt høj alder for et offentligt erhvervsprojekt. For så såre der er folkevalgte politikere indblandet, bliver tidshorisonten på opstartede projekter kun undtagelsesvis længere end til næste valgperiode. For det er jo aldrig helt sikkert, om man nu også bliver valgt ind igen næste gang…
I anledning af jubilæet har jeg aflagt projektets skyldige bagmand, pensioneret miljøchef ved Fyns Amt, Jørgen Dan Petersen, et besøg på Tåsinge i det smukke Sydfyn. Fra stuen har han udsigt til kysten og Ærøfærgen, der sejler forbi blot få hundrede meter ude. Her er der plads til at tænke tanker. Dengang som nu.
Det hele startede da også med en tænksom sejltur på den Marstal-færge, der i lighed med Fyns Amt heller ikke er længere. Snakken gik dengang mellem miljøchefen og en lokal naturvejleder om fremtiden på Fyn: – Skulle Fyn ende med folkedragt, træsko og egnsteater, mens man servicerede tilrejsende turister med sagn og egnsretter fra gamle dage? – Eller var der mon et mere tillokkende og tidssvarende alternativ?
Ørredfrit Område
Det var der, mente de. Året var 1989, og på Fyn havde man efterhånden fået styr på rensning af spildevandet fra by og land. Man var kommet endegyldigt fri af den mørke periode, der kulminerede i 1960. Det var året, hvor nu afdøde statsbiolog Knud Larsen kom forbi, elektrofiskede alle de fynske vandløb og siden erklærede Fyn for ørredfrit område!
Den væsentligste årsag hertil var landbrugets dengang massive forurening med ensilage og ajlesaft, som drænede vand og vandløb for al livgivende ilt. Som effektivt hindrede fiskene i at opretholde selvreproducerende ørredbestande. Mange steder kunne de heller ikke nå op til eventuelle gydepladser – så mange spærringer var der i vandløbene.
Jørgen Dan Petersen mente dengang, at nu var tiden kommet til en fynsk offensiv. Her havde man jo ikke mindre end 1.100 km robuste kyster at boltre sig på. De burde kunne udnyttes bedre, end tilfældet var – til en lukrativ fisketurisme, der ville gavne både fisk, fiskere og vandmiljø. Miljøchefen var ikke selv lystfisker, men så måske netop derfor klarere end de fleste, hvilke muligheder der lå i et gennemtænkt projekt.
Og det lykkedes ham overraskende hurtigt at få de lokale politikere og beslutningstagere overtalt. Ikke mindst amtsborgmester Fisker var straks med på ideen: At fostre et langsigtet erhvervsprojekt, som fra starten havde tre veldefinerede og indbyrdes afhængige ben at gå og stå på:
– Miljøforbedring af vandløbene, så fiskene kunne komme op at gyde igen. Så man kunne genskabe naturlige fynske ørredbestande.
– Fiskeopdræt og udsætninger, så man altid var sikker på, at der ville være fisk at fange. For uden fisk kommer der ingen fiskere.
– Turisme baseret på de mange havørreder og de deraf følgende gode chancer for rent faktisk også at fange noget på Fyn.
Erhvervsdelen af projektet bestod i, at de mange fisk og de mange miljøforbedringer skulle gå hånd i hånd. Så kunne de tiltrække fisketurister fra nær og fjern, som så ville lægge mange penge i transport, ophold og overnatninger hos de fynske turismeudbydere. Fortællingen om det grønne fynske havørredeventyr skulle samtidig markedsføres kraftigt i ind- og udland.
Havørredeldorado Fyns Amt
Den første og nok vigtigste erkendelse var, at der ikke kommer tilrejsende fiskere, hvis der ikke også er fisk i vandet. Der må nødvendigvis være en realistisk chance for også at fange noget, når man kaster sin flue eller sit blink ud i det fynske kystvand.
Man startede “Havørredeldorado Fyns Amt” på Langeland, hvor amtsborgmester Fisker lod sig fotografere i færd med at udsætte regnbueørreder i Rudkøbing Marina. Det gav nogle berømte billeder, som hurtigt gik pressen rundt og spredte det glade budskab, at nu var der for alvor fisk at fange i det sydfynske!
Noget tilsvarende ville man ikke slippe afsted med i dag, hvor det ikke er tilladt at udsætte regnbueørreder i frivand. Men vi skriver 1990, hvor det stadig var tilladt.
Lystfiskere fra nær og fjern flokkedes snart omkring Langeland, hvor man efterhånden gik over til at udsætte hjemlige ørreder i stedet for de fremmede regnbueørreder. Mange af ørrederne var over det legale mindstemål på 40 cm og klar til at fange som i et almindeligt Put & Take fiskeri. Faktisk nåede rygtet om de mange ørreder i det sydfynske helt til Nordjylland, hvor et par garnfiskende familier sadlede bil, båd og trailer for at tage til Fyn og sætte ørredgarn i weekenderne!
Det var naturligvis ikke garnfiskerne, man sigtede på med projektet. I stedet havde man fra starten primært fokus på stangfiskerne, som med blink og fluer fristede fiskene fra stranden. De omdiskuterede “kvalitetsturister”, som ikke ville slås i hartkorn med de øvrige fisketurister – især ikke med torskefiskerne fra Langeland. Man havde nemlig en klar idé om, at ørredfiskerne lagde mange flere penge i den lokale kasse, end torskefiskerne gjorde.
Hurtigt opstod behovet for at opdrætte udsætningsfisk af egne stammer – avlet på moderfisk fanget i de restaurerede fynske vandløb. Jørgen Dan Petersen fisker nogle gamle notater frem, hvoraf fremgår, at man allerede i 1992 havde fået fjernet 100 ud af 200 registrerede spærringer for vandrefiskene. I 2005 var man nået op på 160 af de nu 218 registrerede spærringer.
Elsesminde Produktionsskole
Man var således godt på vej, og fiskene kvitterede hurtigt ved at vandre op og bruge de mange gydepladser, som nu igen var tilgængelige. Den selvreproducerende havørred var tilbage på Fyn igen. Ørreder med det rette “snøft”, som man siger lokalt.
Men – og det er måske den vigtigste erfaring, man har gjort sig i det fynske havørredprojekt:
Uanset om man får alle de fynske vandløb ført tilbage til deres naturlige tilstand, så vil de aldrig kunne producere fisk nok til en blomstrende fisketurisme. Produktionen ville aldrig kunne blive stabil nok. Det så man tydeligt, da et af Fyns absolut fineste gydevandløb, Stokkebækken, to gange på kort tid modtog en stor dosis dødelig gylle, som helt trak tæppet væk under ørredbestanden.
Trods alverdens miljøtiltag i naturen vil der altid være behov for udsætninger, hvis det produktive kystfiskeri efter havørreder skulle fortsætte. Det var en vigtig erkendelse at nå frem til. Og det var præcis den erkendelse, som ledte til, at man i 2001 kunne etablere et stort ørredklækkeri på Elsesminde Produktionsskole i den fynske hovedstad og H. C. Andersens fødeby Odense. Daværende amtsborgmester Karen Nøhr var fremsynet nok til at indgå en hele 20-årig kontrakt om klækkeriet, hvilket sikrede den fornødne arbejdsro.
På Elsesminde producerer man hvert år 360.000 fynske ørreder til udsætning. Uden dem ville projektet aldrig være blevet til det fiskeeldorado, man havde planlagt og er lykkedes så godt med. Uden dem ville man ikke kunne opretholde historien om Fyn som Nordeuropas førende destination for havørredfiskere. En del af det vil altid være Put & Take. Ellers er der ikke fisk nok til regelmæssige fangster som dem, man nu er blevet vant til på Fyn.
Der skal fisk til, hvis der skal komme fiskere til. – Fisken på Disken, som Jørgen Dan Petersen kontant udtrykker det. Det skal være sjovt at være fynbo, om man så er til garn og ruser eller stang og line. Og det er ikke sjovt uden fisk at fange.
Havørred Fyn får i dag hjælp fra Vandpleje Fyn, der er en velfungerende sammenslutning af fynske fiskeklubber. Vandpleje Fyn stiller op med frivillig arbejdskraft, når der skal elektrofiskes moderfisk til opdræt på Elsesminde og efterfølgende udsættes ørredsmolt i de fynske åer og åmundinger. Vandpleje Fyn stiller også op med mandskab, når der skal foretages restaurering af vandløb, fjernelse af vandringshindringer etc.
“Grusbanden” er det kække navn på de medlemmer, der udlægger gydegrus i samarbejde med Havørred Fyn. Et navn, som allerede har vundet genklang flere andre steder i landet.
Garnfiskeriet
Når der er så mange havørreder, som tilfældet er i dag, begynder også garnfiskerne at fokusere målrettet på dem. Og det i et omfang, så det lokalt kan blive et problem. Det har blandt andet været tilfældet i den store og lavvandede Odense Fjord, hvori Fyns eneste større vandsystem, Odense Å, udmunder. Og i hvis brakke vand ørrederne vælger at opholde sig i den kolde årstid.
Fødevareminister Dan Jørgensen, som selv er fynbo, kom derfor sine fynske brødre til hjælp, da nøden var størst og han selv fødevareminister. Hjælpen skete i form af en ny bekendtgørelse, som forbyder garnfiskeri på udvalgte tider og steder – heriblandt den omstridte Odense Fjord. Med Dan Jørgensens egne ord:
– Hvis der er nogle få garnfiskere, som ødelægger det for mange andre, så må man gøre, som vi nu gør. Vi regulerer sådan, at hele Fyn kan få gavn af de store indtægter, der kan komme på turisme, når der er flere fisk.
Folk og fiskere bag Havørred Fyn klappede begejstret i deres små hænder, for der var gode penge i den nye bekendtgørelse. Hvert år udløser de fynske havørreder nemlig flere end 55.000 overnatninger til Fyn, og det anslås, at det sammenlagt giver en samfundsøkonomisk gevinst på godt 4.000 kroner, hver gang en ørred fiskes op fra fynsk farvand.
Måske et estimat, der er lige i overkanten af den virkelige verden, men det er indiskutabelt, at der er gode penge i ørrederne. Rigtig gode.
Efter et antal år med Havørredeldorado Fyns Amt mente amtet naturligt nok, at det ville være fornuftigt at gøre status. Man ville gerne se, hvordan økonomien overordnet var i projektet. Om man fik noget for de investerede millioner. Derfor entrerede man med Økonomisk Institut fra Odense Universitet, som i 1998 udførte en større undersøgelse med mange interviews langs de fynske kyster.
Ikke i den traditionelle turistsæson – sommeren – men i skuldersæsonen, der ligger forår og efterår. Højsæson for kystfiskeriet. Og for øvrigt tidspunkter, hvor traditionelle turistfaciliteter som campingpladser og vandrehjem typisk står tomme.
Penge i fisketurismen
Der blev bidt negle på Amtsgården, mens de regnede løs ovre på Økonomisk Institut. For levede projektet nu op til forventningerne og investeringerne?
Men der var ingen grund til at frygte resultaterne. Økonomerne nåede i den første undersøgelse frem til, at det fynske kystfiskeri efter havørred resulterer i en årlig omsætning på 42-51 mio. kroner, og af dem skyldes 25-30 mio. kroner udelukkende projekt “Havørredeldorado Fyns Amt”. Det svarede til en årlig indtjening i størrelsesordenen 13-17 mio. kroner, hvilket igen dannede grundlag for 30-35 fuldtidsstillinger på Fyn.
Intet under derfor, at “Havørredeldorado Fyns Amt” fortsatte – også efter amternes nedlæggelse i 2007. Dog ikke længere som et af landets største turismenetværk med over 100 deltagere fra turisterhvervet, kystkommunerne og amtet. Men i stedet som “Havørred Fyn” – et tema under kommunernes beskyttende vinger.
De ti kommuner på Fyn, Langeland og Ærø skyder i dag hvert år godt 4 millioner kroner i det omdøbte “Havørred Fyn” – penge, der ikke mindst går til den livsvigtige produktion af ørreder på Elsesminde Produktionsskole. Fordelingsnøglen har været den samme siden starten:
45 % går til fiskeopdræt og udsætninger af havørreder
40 % går til vandløbsforbedringer og fjernelse af spærringer
15 % går til turistdelen – til markedføring i ind- og udland
De seneste undersøgelser fra 2013 viser, at de 4 årlige millioner stadig er rigtig godt givet ud. For dem får erhvervslivet på Fyn nemlig knap 40 årsværk baseret på en årlig omsætning på knap 60 millioner kroner. I dem er inkluderet godt 55.000 overnatninger fra de havørredfiskende turister – på hoteller, vandrehjem og campingpladser.
Oven i glæden over de dejlige turistindtægter kommer så det ikke uvæsentlige forhold, at de lokale fynske lystfiskere jo er dem, der har mest glæde af de mange havørreder. Hver dag, året rundt. I dag er så godt som alle fynboer – om de så selv fisker eller ej – bekendt med eller ligefrem stolte af Havørred Fyn og de positive effekter af det gamle erhvervsprojekt, som nægter at dø.
Momentet
Nu hjælper det jo ikke at have verdens bedste havørredfiskeri, hvis ingen kender til det. Selv de bedste ting i verden skal markedsføres, og det fynske havørredprojekt var ingen undtagelse. Derfor gik man tidligt i gang med at udbrede kendskabet til Havørredeldorado Fyns Amt – med at sælge historien om de mange miljøtiltag og de mange havørreder, der var kommet ud af det.
Til formålet ansatte man reklamemanden Steffen Hinchely (billedet herunder), som i mange år var projektets ansigt udadtil. Steffen er selv en ivrig lystfisker, men hans vigtigste kvalifikation var givet, at han talte flydende tysk. Han har nemlig gamle aner i det dansk-tyske grænseland. Sammen med hans reklamebaggrund gjorde det ham selvskreven til at opdyrke det tyske marked med henblik på at lokke tyske lystfiskere til Danmark.
Han inviterede tyske fiskejournalister til Fyn og fik dem til at skrive begejstret om det fynske havørredprojekt i deres respektive magasiner. Og han fortsatte traditionen med guiden “100 fine fynske fiskepladser”, der er trykt og solgt i over 50.000 eksemplarer. Guiden blev i 2005 afløst af efterfølgeren “117 fine fynske fiskepladser”, som i modsætning til forgængeren inkluderer flotte luftfotos af de mange kystpladser.
Man fandt hurtigt ud af, at det ikke var nok at fortælle historien én gang. Nej, den skulle fortælles om og om for nye fiskere for at holde momentet. Det nyttede ikke noget at hvile på laurbærrene. Der skulle sås hvert eneste år, hvis der også skulle høstes det efterfølgende.
Biolog Mogens Michael Møller, som var projektleder i Fyns Amt indtil amternes nedlæggelse i 2007 og som nu hører til i Odense Kommune, indgik et tæt makkerskab med Steffen Hinchely om projektet og markedsføringen af det. De to udgjorde sammen The Dynamic Duo, som for alvor fik de fynske havørreder ud over de danske landegrænser – ud til de lukrative fisketurister.
Gode og dårlige fisketurister…
I starten havde man lidt svært ved at skelne skidt fra kanel – de “gode” fisketurister fra de “dårlige”. Det var kvalitetsturisterne, man var ude efter – dem, der har penge og er villige til også at bruge dem. På Langeland havde man i mange år haft en veludviklet turisme baseret på tyske lystfiskere, som tog færgen direkte fra Tyskland til Langeland – for at fiske torsk i Langelandsbæltet.
Men det viste sig hurtigt, at torskefiskerne ikke spyttede nær så mange penge i kassen som havørredfiskerne. De rejste, boede og spiste billigt. I regelen havde de billig mad og drikkevarer med hjemmefra, og altid havde de friske, frosne torskefileter med sig tilbage igen. Nationaløkonomisk slet ikke den gode forretning, som havørredfiskeriet viste sig at være.
I turistmæssig sammenhæng regner man med, at fisketurister som tommelfingerregel hver dag lægger 400 kroner i kassen. Tyske torskefiskere ofte langt mindre. Til sammenligning lægger en typisk havørredfisker hele 668 kroner i den lokale økonomi. Hver dag.
Se, det er tal, der tæller. Og tal, som tidligt fik Fyns Amt til at fokusere målrettet på havørrederne, som man jo selv kunne styre – via udsætninger og forbedrende miljøtiltag. Torskebestanden kan man derimod intet gøre ved eller for. Den svinger med miljø- og klimaforandringer samt skiftende pres fra erhvervsfiskeriet. Det gør den til en ustabil ressurse, som man kun vanskeligt kan bygge en fisketurisme op omkring.
Derfor står og falder fremtiden for Havørred Fyn da også med den fortsatte eksistens af ørredklækkeriet i Elsesminde. Uden de 360.000 årlige havørreder til udsætning intet fortsat havørredfiskeri i den klasse, man har opnået og oplever lige nu.
– Fejltagelserne?
Interviewet er ved at være slut. Kagen er spist og kaffen drukket. I mellemtiden er hele to Ærøfærger passeret forbi for enden af den grønne græsplæne uden for stuevinduet. Afslutningsvis stiller jeg derfor Jørgen Dan Petersen det skarpe spørgsmål, jeg længe har set frem til at stille:
– Set i bagklogskabens ulideligt klare lys, er der så noget, du ville have gjort anderledes, hvis det var muligt?
– Intet, kommer det beskedne svar prompte fra Jørgen Dan Petersen. – Absolut intet. Projektet var nemlig godt tænkt igennem inden starten…!
Jeg takker, bukker og skynder mig derfor at ønske tillykke med de 25 succesrige år, inden turen atter går tilbage til Randers! Efter et par spændende timer i selskab med den mand, der alene udtænkte det fynske havørredprojekt, og som stadig kan se ud på det fra sit eget stuevindue.
Et projekt, man misunder fynboerne mange steder i det danske land. Steder, hvor man i flere år, men uden held har forsøgt at gøre Fyn kunsten efter. Med halvhjertede projekter som eksempelvis Havørred Limfjorden og Havørred Sjælland.
Det er nemlig ikke nok bare at tænke tanken. Der skal også sættes handling bag og skydes penge ind. Mange penge. Og det skal gøres kontinuert. Med politisk opbakning.
Men så skal succesen også nok komme:
– Fisken på Disken!
________________________________
Fotos © Mogens Michael Møller, Steffen Hinchely og Steen Ulnits
________________________________
Efterskrift: Jeg har selv haft fornøjelsen at følge Havørredeldorado Fyns Amt fra første parket siden den spæde start i 1990.
Dels som underviser i fisketurismens lyksaligheder og faldgruber over for deltagerne i det turismenetværk, der sideløbende voksede op. Og dels som skaber af havørredeldoradoets første 3-sprogede hjemmeside på den – syntes vi dengang – frække netadresse seatrout.dk.
Så tak til ovennævnte personer for, at jeg måtte være med på rejsen. Ikke mindst som biolog har det været en berigende oplevelse at se projektet vokse sig så stort og stærkt, at der nu atter er fynske havørreder i fynske vande!
Seneste opgørelse fra Havørred Fyn fortæller, at man ved årsskiftet 2015/2016 nu er oppe på hele 300 restaureringsprojekter ved fynske vandløb. Et ganske imponerende tal.
Jeg kunne ønske mig, at salig statsbiolog Knud Larsen kiggede med på det fynske havørredeventyr oppe fra sin fiskehimmel.
Han ville om nogen være stolt…
